Sagen angik, om det var med rette, at SKAT (nu Skattestyrelsen) havde givet afslag på klagerens anmodning om refusion af udbytteskat for indkomstårene 2010, 2011 og 2012 med i alt 2.755.448,32 kr. SKAT havde for indkomstårene 2010-2012 refunderet 12 %/13 % af den indeholdte kildeskat til klageren, hvorfor det således ved SKATs behandling måtte være lagt til grund, at trusten og/eller underafdelinger kunne anses for selvstændige skattesubjekter. Klageren havde gjort gældende, at investeringsinstituttet i henhold til TEUF art. 63 var udsat for forskelsbehandling i forhold til danske investeringsinstitutter. Under henvisning til Højesterets dom offentliggjort som SKM2021.353.HR bemærkede Landsskatteretten, at det kunne stilles som en betingelse for udenlandske investeringsinstitutters kildeskattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at de udenlandske investeringsinstitutter opfyldte kravet i ligningslovens § 16 C om at opgøre en minimumsudlodning/-indkomst. For indkomstårene 2010-2012 havde klageren ikke valgt at blive kvalificeret som udloddende investeringsforeninger/investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, og klageren havde ikke opgjort en minimumsudlodning/-indkomst. Landsskatteretten kunne således tiltræde Skattestyrelsens afgørelse om, at klageren ikke var berettiget til refusion af udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet, hvorfor Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Sagen angik, om det var med rette, at SKAT (nu Skattestyrelsen) ikke havde imødekommet klagerens anmodning om refusion af udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet, svarende til 1.339.588,88 kr. for indkomstårene 2009 til 2012. SKAT havde for indkomstårene 2009-2012 refunderet 12 %/13 % af den indeholdte kildeskat til klageren, hvorfor det ved SKATs behandling måtte være lagt til grund, at klageren kunne anses for et selvstændigt skattesubjekt. Landsskatteretten fandt under henvisning til Højesterets dom gengivet i SKM2021.353.HR., at det kunne stilles som en betingelse for udenlandske investeringsinstitutters kildeskattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at de udenlandske investeringsinstitutter opfyldte kravet i ligningslovens § 16 C om at opgøre en minimumsudlodning. For indkomstårene 2009-2012 havde klageren ikke valgt at blive kvalificeret som udloddende investeringsforening, og klageren havde ikke opgjort en minimumsudlodning. Det ansås derfor for berettiget, at Skattestyrelsen havde givet afslag på klagerens anmodning om refusion af udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet, svarende til 1.339.588,88 kr. Repræsentantens anbringende vedrørende klage ved EU-Kommissionen om ulovlig statsstøtte kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten bemærkede herved, at en eventuel konsekvens af ulovlig statsstøtte som udgangspunkt ville være, at den ulovlige statsstøtte skulle tilbagebetales med henblik på at genskabe den situation, der forelå, før støtten blev ydet, eller at konkurrenterne blev indrømmet erstatning. Landsskatteretten fandt, at en eventuel ulovlig statsstøtte ikke ville have betydning for klagerens krav på refusion af udbytteskat. Landsskatteretten stadfæstede således SKATs afgørelse om, at klageren ikke var berettiget til refusion af udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af likvidationsprovenu for kalenderåret 2025.

Indberetningspligterne følger af § 28 a i lovbekendtgørelse nr. 15 af 8. januar 2024 om skatteindberetningsloven med senere ændringer, samt § 43 a i bekendtgørelse nr. 1016 af 22. juni 2023 om skatteindberetning m.v. med senere ændringer.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af likvidationsprovenu for kalenderåret 2025.

Indberetningspligterne følger af § 28 a i lovbekendtgørelse nr. 15 af 8. januar 2024 om skatteindberetningsloven med senere ændringer, samt § 43 a i bekendtgørelse nr. 1016 af 22. juni 2023 om skatteindberetning m.v. med senere ændringer.

Skatteyderen havde i indkomståret 2019 udlejet sin ejendom eller dele heraf i korte perioder blandt andet via Airbnb. Klageren havde selvangivet et underskud af virksomhed. Landsskatteretten fandt, at udlejningsvirksomheden ikke kunne anses som erhvervsmæssig. Landsskatteretten lagde ved vurderingen vægt på, at ejendommen i indkomståret var til salg, at ejendommen alene var udbudt til korttidsudlejning, og at intensiteten heraf afhang af sæsonen, at klageren havde rådighed over ejendommen, og at klageren ikke kunne dokumentere rentabilitet for øvrige år ved udlejningen. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen i den påklagede afgørelse af 11. januar 2024 havde givet afslag på et dødsbos anmodning om afsluttende ansættelse. Landsskatteretten fandt efter en konkret vurdering, at det ikke påvirkede afgørelsens gyldighed, at boet var afsluttet på tidspunktet for afgørelsen. Landsskatteretten henså til, at boet var blevet partshørt ved forslag til afgørelse, at boet efterfølgende var blevet genoptaget af skifteretten, og at afgørelsen blev truffet på baggrund af en anmodning fra boet om afsluttende ansættelse. Boets behandlingsmåde var afgjort før end 4 måneder efter dødsfaldet, hvorfor det var 6-måneders fristen i dødsboskattelovens § 13, stk. 2, 1. pkt., der gjaldt ved vurderingen af, om boets krav om afsluttende skatteansættelse var fremsat rettidigt. Fristen udløb den 30. maj 2023, og Skattestyrelsen modtog boets krav om afsluttende skatteansættelsen den 21. november 2023. Kravet var således fremsat efter fristens udløb, og dødsboskatteloven indeholdt ikke hjemmel til at fravige fristen. Landsskatteretten fandt derfor, at der ikke kunne foretages en opgørelse af boets skattepligtige indkomst for mellemperioden. Boet havde ikke påklaget Skattestyrelsens afgørelse af 29. november 2023 vedrørende ændring af boets skattemæssige status, og Landsskatteretten kunne derfor ikke tage stilling til boets skattepligt eller gyldigheden af denne afgørelse. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger havde søgt om erstatning for permanent nedlukning af minkvirksomhed (nedlukningserstatning). Han forventede at modtage en afgørelse om erstatningen i 2025.

Efter nedlukningen af minkvirksomheden i 2020 havde Spørger drevet virksomhed med bortforpagtning af ca. 20 ha. landbrugsjord.

Spørger havde anvendt virksomhedsordningen i årene 2020-2023, men påtænkte at anvende kapitalafkastordningen i 2024. I 2025 forventede han at anvende virksomhedsordningen igen.

Skatterådet bekræftede, at de skattepligtige avancer ved modtagelse af erstatningen skulle medregnes i virksomhedens skattepligtige indkomst i virksomhedsordningen i 2025. Det gjaldt uanset om kapitalafkastordningen var anvendt i 2024 eller ej.

Det var Skatterådets opfattelse, at den i 2022 og 2024 modtagne forskudsbetaling på nedlukningserstatning udgjorde en gældsforpligtelse, der skulle fragå ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget og indskudskontoen primo 2025. Kapitalafkastgrundlaget blev derfor ikke påvirket af den modtagne forskudsbetalingen, idet både aktiver (bankkontoen) og gæld blev forøget med forskudsbeløbet.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ved indtræden i virksomhedsordningen i 2025 kunne vælge at placere den pengeinstitutkonto, hvorpå forskudsbeløbene var placeret, i privatøkonomien.

Minkvirksomhedens bygninger og driftsmidler havde efter nedlukning ikke været anvendt, hverken erhvervsmæssigt eller privat. Skatterådet bekræftede, at disse aktiver skulle indgå i virksomhedsordningen og på indskudskontoen, ved genindtræden i virksomhedsordningen i 2025.

Når Spørger havde modtaget afgørelsen om erstatning, overtog staten driftsmidlerne og bygningerne. Bygningernes anskaffelsessum skulle herefter ikke indgå ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget. Når de sidste driftsmidler blev solgt/overtaget af staten, skulle der opgøres fortjeneste/tab, og der skulle herefter ikke længere føres en driftsmiddelsaldo.

De modtagne forskudsbeløb ville blive fradraget/modregnet i den endelige nedlukningserstatning. Gældsforpligtelsen ville således blive afregnet i forbindelse med opgørelsen af erstatningen. Skatterådet bekræftede, at dette alene ville berøre virksomhedsøkonomien og ikke privatøkonomien, og derfor ikke ville medføre en overførsel i hæverækkefølgen.

Endelig bekræftede Skatterådet, at Spørger havde mulighed for at anvende delsalgsreglen i virksomhedsskattelovens § 15 a, herunder at opspare en forholdsmæssig andel af årets overskud, inkl. skattepligtige avancer vedrørende nedlukningserstatningen. Erstatningssummen skulle i den sammenhæng anses for "nettovederlaget".

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for opnå udlandslempelse i henhold til ligningslovens § 33 A af lønindkomst optjent i Holland var opfyldt i et tilfælde, hvor klager var på ferie i Danmark, og under ferieopholdet havde foretaget en elektronisk underskrift på et generalforsamlingsreferat. Denne elektroniske underskrift kunne være foretaget i hvilket som helst land og behøvede således ikke at være foretaget i Danmark. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.  

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen har anset klageren for at have drevet økonomisk virksomhed med salg af skins, jf. momslovens § 3, stk. 1, jf. momslovens § 4, stk. 1.
Klageren var i perioden 1. januar 2020 til 31. december 2020 studerende på HTX og spillede CSGO i sin fritid. Han var ikke professionel og spillede ikke på hold eller i klub. Klageren havde i den omhandlede periode ifølge Skattestyrelsens opgørelser købt skins for samlet 474.753,66 kr., mens han havde solgt skins for samlet 495.897 kr. Hverken køb eller salg af skins havde været pålagt moms. Efter en samlet konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at klagerens salg af skins i den omhandlede periode ikke udgjorde økonomisk virksomhed i momslovens forstand, da de omhandlede skins fandtes at være erhvervet af klageren til brug for spillet i hans egenskab af privatperson og var anvendt af ham som led i hans private interesse i spillet og efterfølgende efter endt anvendelse i spillet solgt videre i samme stand til andre private spillere, jf. momslovens § 3, stk. 1, modsætningsvist. Retten lagde særlig vægt på det af klageren oplyste om, at de omhandlede skins var erhvervet af klageren til brug for klagerens anvendelse i spillet med det ene formål at give klageren en bedre spiloplevelse, og at klageren ved salgene af skins gennemsnitligt havde opnået samme pris for et skin, som han selv havde betalt for dette, idet standen på skins var mere eller mindre konstant. Dette understøttedes også af Skattestyrelsens opgørelse. Det fandtes derfor med urette, at Skattestyrelsen havde fastsat klagerens udgående moms til 99.177 kr. for perioden 1. januar 2020 til 31. december 2020, og Landsskatteretten ændrede således Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger, der drev advokatvirksomhed, var medlem af bestyrelsen i en fond. Spørger havde faktureret fonden for sit bestyrelseshonorar inkl. moms. Spørger ønskede bekræftet, at det bestyrelseshonorar han modtog for sit bestyrelsesarbejde i fonden, ikke var momspligtigt.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke udøvede sine bestyrelsesaktiviteter selvstændigt, idet han ikke handlede i eget navn, for egen retning og på eget ansvar, men udøvede de beføjelser, der var tillagt den samlede bestyrelse. Den økonomiske risiko, der opstod som følge af bestyrelsens beslutninger blev desuden ikke båret af Spørger, men derimod af fonden.

Skatterådet kunne dermed bekræfte, at Spørger ikke udøvede selvstændig økonomisk virksomhed, når Spørger modtog honorar for sit bestyrelsesarbejde. Spørger agerede derfor ikke som en afgiftspligtig person, og skulle dermed ikke opkræve moms af sit honorar.

I styresignalet beskrives en fejl i Den juridiske vejledning, om hvorledes de forholdsmæssige bundfradrag skal beregnes ved udlejning af værelser i egen bolig eller udlejning af boligen en del af året efter ligningslovens § 15 Q, stk. 4. Styresignalet beskriver videre, i hvilke tilfælde der kan ske genoptagelse.

Spørger ønskede bekræftet, om der i forbindelse med import af 3 varianter af kiks med kakaofyld fra et andet EU-land, som herefter skulle distribueres til dansk dagligvarehandel, skulle svares afgift af kiksenes fulde vægt eller om der alene skulle svares dækningsafgift af de afgiftspligtige bestanddele i fyldet.

Skatterådet bekræftede, at de pågældende produkter i deres helhed, dvs. kiks inklusive fyld, ikke var omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1-9. Der skulle derfor ikke betales afgift af det samlede produkt.

Efter chokoladeafgiftslovens § 22 skulle der svares dækningsafgift af de bestanddele, der var afgiftspligtige efter lovens kapitel 1.

Skatterådet bekræftede, at hele fyldets vægt i produkterne var at anse som selvstændige bestanddele, som i beskaffenhed og sammensætning var omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, som kakao af enhver art.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der alene skulle betales dækningsafgift af indholdet af kakao og kakaosmør i fyldet i kiksene.

Spørgsmål 3 og 4 ansås ikke for at være omfattet af de situationer, hvor der kunne gives et bindende svar. Spørgsmålene blev derfor afvist jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

Vejledning til indberetningsbillede 07.073 og 07.073 K - Pengeinstitutter, kreditinstitutter og kapitalfondes endelige opgørelse efter pensionsafkastbeskatningslovens PAL §§ 23 og 23a.

Vejledning til indberetningsbillede 07.074/07.075 og 07.074K/07.075K - Pensionskasser, forsikringsselskaber, livsforsikringsselskaber og udenlandske pensionsinstitutter, der har godkendte pensionsordninger i Danmark, der indsender endelig opgørelse efter pensionsafkastbeskatningslovens PAL §§ 23 og 23a.

Vejledning til indberetningsbillede 07.082 og 07.082 K - Pengeinstitutter, kreditinstitutter og kapitalfondes endelige opgørelse efter pensionsafkastbeskatningslovens PAL § 22.

Denne vejledning anvendes til beskrivelse af feltnumre i forbindelse med angivelse af PAL-skat efter PAL § 21. Vejledningen gælder både ved ordinære angivelser og ved korrektionsangivelser vedrørende samtlige institutter omfattet af PAL § 21, uanset hvilken skattepligtsbestemmelse instituttet er omfattet af.

Syn og skøn blev afholdt med det formål at belyse, om rekvirentens stutteriaktiviteter bedømt ud fra en teknisk landbrugsfaglig målestok var drevet sædvanligt og forsvarligt, samt om driften af stutteriaktiviteter kunne anses for erhvervsmæssig.

I forbindelse med afgørelse om sagsomkostninger vurderede Retten i Lyngby, at, således som sagen var oplyst for retten, fandt retten, at det ikke var muligt at tage stilling til, hvem af sagens parter der måtte anses for at have fået medhold ved skønsmændenes besvarelse af skønstemaet og de supplerende spørgsmål, samt ved skønsmændenes forklaring under afhjemlingen.

Retten bestemte derfor, at sagens parter hver skulle betale halvdelen af omkostningerne til skønsmændenes honorar samt udgifter til transskription af afhjemling af skønsmændene, og ophævede i øvrigt sagens omkostninger.

Skattestyrelsen kærede Retten i Lyngbys kendelse om sagsomkostninger til Østre Landsret med påstand om, at Skattestyrelsen på baggrund af bevisoptagelsens resultat, måtte anses som den part, der havde fået medhold i forhold til resultatet af bevisførelsen.

Landsretten fandt, at indholdet af skønserklæringerne og afhjemlingen af skønsmændene må anses for at støtte Skatteforvaltningens synspunkt om, stutteriaktiviteten skal anses for ikke-erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Herefter fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at pålægge Skatteforvaltningen at betale omkostningerne ved bevisoptagelsen.

Landsretten tager derfor Skatteforvaltningens påstand til følge, og ændrede byrettens kendelse, således at rekvirenten alene skulle betale omkostningerne ved bevisoptagelsen.

Spørger var en forening, som primært havde fagforeningsmæssige aktiviteter, idet Spørger repræsenterede sine underliggende kredsforeningers medlemmer over for deres arbejdsgivere. Medlemmer af Spørger var et antal kredsforeninger, hvori arbejdstagerne var medlemmer. Spørger leverede mod betaling af et samdriftskontingent en række administrationsydelser til kredsforeningerne.

Skatterådet fandt, at en del af Spørgers ydelser til kredsforeningerne kunne omfattes af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, som omhandler kontingenter til almennyttige foreninger. Der blev herved henset til, at ydelserne måtte anses for leveret i nær tilknytning til Spørgers fagforeningsmæssige formål.

Ingen af ydelserne kunne derimod omfattes af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, som momsfritager leveringer foretaget af selvstændige grupper, idet prisen på ydelserne ikke svarede til det reelle ressourcetræk, som medgik til de konkrete ydelser, som de enkelte kredsforeninger modtog fra Spørger.

De resterende ydelser kunne derimod omfattes af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 21, idet Spørger var en almennyttig forening omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 4.

Samlet set bekræftede Skatterådet derfor, at alle Spørgers ydelser til kredsforeningerne var momsfritagne.

Sagen angik bl.a., om SKAT’s afgørelse var ugyldig, idet den afgiftspligtige ikke forud for afsigelsen af afgørelsen havde deltaget i et møde med SKAT på trods af anmodninger herom. Retten bemærkede, at grundlaget for rettens prøvelse var Landsskatterettens afgørelse, og at der ikke var sket sagsbehandlingsfejl ved Landsskatterettens behandling af sagen. 

Derudover angik sagen, om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse. Den afgiftspligtige gjorde gældende, at han alene havde handlet simpelt uagtsomt ved at angive for lidt i momstilsvar. Retten fandt, at den afgiftspligtige set i lyset af hans uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund som revisor, og idet der ved overtrædelse af momslovgivningen efter praksis anlægges en skærpet uagtsomhedsvurdering, havde handlet groft uagtsomt, og at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, dermed var opfyldt. 

På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.